Aerolit sikkerhedssprængstof

Der går et rygte om, at K.V. Nielsen opfandt sprængstoffet aerolit, fordi hans kone arbejdede som dynamitbud for ham, og leverede dynamit i en æske under armen.

Det syntes K.V. Nielsen efter sigende, var lidt for risikabelt, og derfor eksperimenterede han sig frem til en opskrift på et nyt sprængstof, der var mere sikkert at håndtere og arbejde med. Om rygtet er sandt, vides ikke. Rigtigt er det, at Aerolit var et mere sikkert sprængstof end dynamit.

K. V. Nielsen skriver:

”Aerolit … kan fremstilles, transporteres og haandteres uden Fare. Man kan kaste, støde og hamre dette Sprængstof, uden at der viser sig den mindste Forandring. Vil man antænde det med en Tændstik eller en Lunte, vil man finde, at det ikke brænder, selv kastet på Gløder kan det ikke brænde.”

Det nye sprængstof bestod bl.a. af sagomel og harpiks, og var billigere og mere simpelt at fremstille end dynamit. Den væsentligste forskel på aerolit og dynamit var dog, at Aerolit var baseret på ammoniumnitrat, mens dynamit var baseret på nitroglycerin. Det fik snart betydning for efterspørgslen.

Aerolit blev opfundet ganske kort tid inden Første Verdenskrigs udbrud. K. V. Nielsen grundlagde en sprængstoffabrik nær Jyderup sammen med købmand Viggo Christian Jensen i 1914. K. V. Nielsen fik tilnavnet Krudt-Nielsen. Krigen var brudt ud, da produktionen gik i gang.

På grund af manglen på nitroglycerin blev Aerolit hurtigt et eftertragtet produkt. Under krigen leverede virksomheden sprængstof til både den danske hær og udlandet. Fabrikkens medarbejderstab kom op på 28 mand.

Selvom Aerolit i sig selv ikke var farligt, så var produktionen af de tilhørende sprængkapsler forbundet med betydelige risici. Her måtte man gå i kludesko for ikke at skabe gnister, og den del af virksomheden der producerede kapslerne var lukket inde bag høje jordvolde.

Alligevel gik det galt. Både i 1917 og i 1918 sker der eksplosioner på fabrikken. Den sidste med dødelig udgang for to medarbejdere. Eksplosionen kunne høres flere kilometer væk, og hele fabrikken brændte ned. Da den blev genopbygget standsede man produktionen af sprængkapslerne, og importerede dem istedet.

Da efterspørgslen faldt efter Første Verdenskrig begyndte virksomheden også at producere maling og lakker.

Under Anden Verdenskrig var fokus atter rettet mod Aerolit – både fra kontrolmyndighederne, den tyske besættelsesmagt og de danske modstandsfolk.

Det var en udfordring overhovedet at importere de nødvendige råvarer til fremstillingen. De varer man evnede at producere var underlagt priskontrol. Samtidig var man under tilsyn af både monopol- og våbeneksportmyndigheder.

I 1944 lykkedes det modstandsfolk at røve 615 kg. Aerolit. Det fik besættelsesmagten til at anholde direktøren og en række andre aktionærer, under mistanke for at have haft en finger med i spillet.

Produktionen blev indstillet, og først genoptaget efter befrielsen.

I 1973 ophørte produktionen helt, og i 1977 blev rettighederne solgt. På det tidspunkt var fabrikken en af Jyderups største arbejdspladser med ca. 60 ansatte. I dag hører firmaet under Orica Denmark.

Fabriksbygningerne i Jyderup er nu en del af statsfængslet, og kun den nærved liggende Aerolitvej vidner om, at der engang har været en sprængstoffabrik i området.

Kalundborg Folkeblad 3. marts 1967, side 3; Sprængstoffabrikkens grundlægger hædret.
DDS 50 år (Besøgt den 15. ,maj 2019)
https://www.explosives.dk/media/4149/jubilaeum_dsf_final-red.pdf (Besøgt den 15. maj 2019)

Dansk patent nr.: DK19858
Patentansøgningsdato: 26/05-1914
Patentdato: 09/02-1915
Tekstforfattere: Tine B. Jensen
Redaktør: Jakob Caspersen, Signe Skov Hansen