1970

Urinpose

Global succes, lokal overenskomststrid

Urinposer bliver brugt i stor stil på bl.a. hospitaler, hvor de anvendes til patienter, der ikke kan gå på toilet selv. De er i dag et engangsprodukt, og derfor handler det bl.a. om at lave dem så billigt som muligt.

Christensens opfindelse består i en særlig måde at forbinde selve urinposen med en slange på. Den billigste pose kunne man lave af en type plast (polyethylen) mens slangerne der går ind i den, er lavet af en anden type plast (PVC).

De to forskellige plastictyper kunne ikke limes sammen. Christensen fandt på at bruge et særligt kvælningsmidel, cyclohexanon. Det får PVC til at udvide sig, men polyethylen bliver ikke påvirket af det. Christensen dyppede spidsen af PVC-slangerne i kvælningsmidlet, og satte dem derefter fast i poserne. Så udvidede spidsen af slangerne sig, og efter kort tid var de nærmest umulige at få ud.

Urinposen blev en stor succes. Christensen fik patent på den i 11 andre lande, bl.a. Storbritannien, Tyskland, Finland, Holland, Norge og Sverige.

Urinposerne blev produceret på Christensens virksomhed Plastifol, som han havde grundlagt i 1960’erne. Produktionen startede lidt i samme boldgade som urinposen, nemlig med blebukser af plastic.

Firmaet blev snart centrum for en faglig strid, “Plastifol-krisen.” Her kæmpede fabrikkens kvindelige ansatte for en overenskomst. Konflikten gik snart oppe på de høje nagler. Man får et indtryk af bitterheden og af Christensens ledelsesstil i det, at den lokale socialdemokratiske avis ikke ville trykke en timelang tale han havde holdt til et fagligt møde. Der var simpelthen for mange bandeord.

Christensen fyrede 20-30 kvindelige medarbejdere, blot for at genansætte dem et par uger senere. Senere anlagde og vandt Christensen en injuriesag mod fagforeningsformanden, Alfred Søborg, der på et møde havde kaldt ham en sigøjner.

I 1975 oprettede Christensen en helt ny fabrik, der alene skulle tage sig af produktionen af urinposerne.

Efterhånden længtes Christensen efter en mere tilbagetrukket tilværelse. Han ville gerne gense de lande, han havde besøgt i forbindelse med arbejdet under mere private omstændigheder. Sammen med sin hustru flyttede han til Filippinerne i 1980.

Næringsbrev (Besøgt den 15. maj 2019)
Arkivdk (Besøgt den 15. maj 2019)
Vendsyssel Tidende, 03/11/75
Ny Tid, 29/04/65, side 11

Dansk patent nr.: DK126558
Patentansøgningsdato: 18/06-1970
Patentdato: 30/07-1973
Tekstforfattere: Malte Siglev
Redaktør: Jakob Caspersen, Signe Skov Hansen

Børge Hans Christensen

1917 - ?
Mand, Kaas. Erhverv: Direktør for Plastifol

Mere nysgerrig?

Hele patentbeskrivelsen