1939

Bordplanlæggeren

“En glimrende og velagtet selskabsmand” gjorde det lettere at få bordplanen til at gå op.

Den selskabelige og lune nationalbankkasserer Albert Fabiansen opfandt i 1939 en bordplanlægger. Den “kan være til megen Nytte for Familier, der fører stor Selskabelighed, og som ved Hjælp af denne Bordplan meget let kan faa Gæsterne placeret rigtigt ved Bordet.”

Ved at sætte små navnesedler fast rundt om bordet, der er repræsenteret ved et papark. Alt kunne sættes sammen med små slidser og tappe, så det ikke gled fra hinanden. Bordene var designet, så de både kunne arrangeres som T-borde og langborde.

Det var praktisk til diskussionerne om hvem der skulle sidde hvor. Samtidig kunne planen hurtigt ændres, hvis nogle af gæsterne meldte afbud.

Bordplanlæggeren blev leveret med et lille hæfte, hvor man kunne holde orden på menú, vine og hvem der havde hvem til bords. Fabiansens ordenssans som revisionsuddannet fornægtede sig ikke.

Aalborg Stiftstidende, 5-12-1939

Op til julesalget i 1939 satte L.C. Lauritzens Boghandel en reklame i den lokale avis med bordplanlæggeren.

Fabiansen fik trykt bordplanen hos Stenders Kunstforlag, og solgte den bl.a. hos den lokale boghandler, L. C. Lauritzen. Prisen på 3,75 kr. svarede til ca. 125 kr. i 2018.

Fabiansen blev ansat i Nationalbankens filial i Aalborg i 1914 i en alder af 20 år. Syv år senere blev han forfremmet til kasserer. Han var glad for jobbet, som han besad indtil han gik halvt på pension i 1959. Herefter fortsatte han sin mangeårige sidegesjæft som underviser på Nørresundby Handelsskole og med private revisionsopgaver.

Aalborgavisen Ny Tid beskrev ham som “en glimrende og velagtet selskabsmand” mens Aalborg Amtstidende fremhæver, at “naar Familien Fabiansen kalder venner til huse, sker det med allehaande overraskelser og spasmagerier.”

I banken lavede han ofte sjov med kunderne. Da ti-kronesedlerne blev bundtet på en ny måde, var det meget nemt at tælle dem op. Det udnyttede Fabiansen, der med et enkelt greb i kassen kunne tage det præcise beløb op, og give det til de forbløffede kunder.

Kreativitet, økonomisk bevidsthed og skabertrang løber i familien. Det ses på hans to sønner. Den ene, Ib Fabiansen, var en succesrig arkitekt, der bl.a. designede for B&O. Den anden, Peer Fabiansen, var direktør, men optrådte også på de skrå brædder i DR’s tv-program “Ud af Skabet” i 1994.

Nordjyllands Social-Demokrat, 30-11/1939
Aalborg Stiftstidende, 5-12/1939
Aalborg Amtstidende, 30-11/1939
Jyllands-Posten, 10-5/1964
Ny Tid (Aalborg), 8-5/1959
Aalborg Stiftstidende. Nordjysk Amtstidende, 16/2-1973
Video: Bonanza – Ud af skabet (Besøgt den 16. maj 2019)

Dansk patent nr.: DK58732
Patentansøgningsdato: 15/04-1939
Patentdato: 19/05-1941
Tekstforfattere: Jakob Caspersen
Redaktør: Signe Skov Hansen

Albert Fabiansen

? - ?
Mand, Aalborg. Erhverv: Nationalbankkasserer og opfinder

Mere nysgerrig?

Hele patentbeskrivelsen